Vær med til at sikre billig og grøn strøm – bak op bag vindmøller på Stevns

Sydstevns Energifællesskab har nu været i gang siden nytår. Vi arbejder målrettet for den grønne omstilling på Stevns og har taget initiativ til at rejse to lokale vindmøller. Det har du kunnet læse om i Dagbladet lørdag den 18. april.

Vores to møller er kun et mindre anlæg. Vi har haft positive møder med et flertal af de allernærmeste naboer. Vi oplever dog nu – som mange andre steder i landet – at der også er bekymringer og modstand. Kommunalbestyrelsen ønsker klogeligt størst mulig borgerinddragelse og lokal opbakning. Derfor har vi brug for din opbakning!

Hvis vi ikke selv tager ejerskab over den lokale energiudvikling, vil andre aktører udefra forsøge at få projekter op at stå. Vi mener, at overgangen til grøn energi skal komme os, der bor her, til gode, også økonomisk.

Her er de fem vigtigste grunde til, at dette projekt er en gevinst for Stevns:

  • God økonomi og lokal medindflydelse: Det giver en god økonomisk indsprøjtning til dem, som køber andele, med et forventet afkast på ca. 12 %. Samtidig sikrer vi, at pengene bliver i kommunen. Som andelshaver får du desuden medindflydelse på vedtægter og den fremtidige drift.
  • Billigere strøm og prissikkerhed: Vi skal have energiprisen ned af hensyn til vores konkurrencekraft. Projektet vil bidrage til at sikre stabilere priser. Det er dobbelt så dyrt at bygge vindmøller på havet. De to vindmøller vil producere strøm de næste 35 år. Det giver en enorm langsigtet sikkerhed.
  • Kæmpe løft til vores lokale grønne omstilling: I dag producerer vi kun 18 % af elforbruget i Stevns som Vedvarende Energi. Med vores kommende to møller bringer vi tallet op på 56 %. Det bringer os tættere på Kommuneplan 25’s ambition om at nå 100 % lokalt produceret VE i år 2030. Samtidig spares atmosfæren for ca. 4.800 ton CO₂ hvert år.
  • Forsyningssikkerhed i en urolig verden: Geopolitisk er det afgørende, at vi bliver mere selvforsynende i Europa. Vi skal være helt uafhængige af olie og naturgas fra Rusland. Vi skal også blive mest muligt uafhængige af fossile brændsler fra Mellemøsten.
  • Aflastning af vores fælles elnet: Hvis vores lokale produktion kan være i balance med vores lokale forbrug, belaster vi det pressede hoved-Energinet mindst muligt. Dette udskyder dyre udvidelser af elnettet, som ellers ville ende på vores egen el-regning

Sådan kan du bakke op

Den store opbakning, vi fik i 2023 og 2024, hjalp os i gang. Nu beder vi dig være med igen, så vi overbevisende kan pege på en bred, lokal opbakning til anlægget på Sydstevns.

Vi har kort sagt brug for, at du betaler kontingent til hvis du da ikke allerede har betalt for 2026.

Det er den konkrete og kontante måde at demonstrere din opbakning på.

Invitér også gerne venner, bekendte og naboer på Stevns til også at vise deres støtte ved at blive medlemmer ved at gå ind på www.sydstevnsenergi.dk/bliv-medlem

Carl Skou

Med venlig hilsen

Carl Skou

Skørpinge, den 18. april 2026