Forundersøgelsen er gået i gang
Velkommen til Energifællesskabet!
Jeg er glad for at kunne fortælle, at forundersøgelsen allerede er finansieret og sat i gang. Så vi starter med medvind fra nogle gode støtter.
Min egen vision med energifællesskabet er:
- At få etableret billig grøn energi med lokal forankring og medejerskab (sol og vind)
- At få etableret billig grøn varme til Rødvig by og de små lokalsamfund på Sydstevns. Der er ca. 1.900 husstande i området.
- At få etableret lade-standere til alle de elbiler, vi skal have i vores område
- At få flåderabat på elbiler og andre fællesindkøb
At udnytte den batteripakke som ligger i elbilerne, og som kan afbalancere elnettet gennem det der hedder ”systemydelser” - At det for den enkelte deltager (borger eller virksomhed) skal være den økonomisk mest fordelagtige løsning at gå med i energifællesskabet, i forhold til hvad den enkelte ellers kan opnå
Det er meget glædeligt, at det allerede er lykkes os at sikre finansieringen af forundersøgelsen, som skal give et fingerpeg om de tekniske muligheder for selvforsyning med såvel varme som strøm i vores område og om der er økonomisk grundlag for mine visioner.
Prisen for forundersøgelsen er 400.000 kroner, der er tilvejebragt af to donationer til Sydstevns Energifællesskab.
Dels har foreningen modtaget tilsagn om 200.000 kroner i LAG-midler fra LAG SjællandSyd, og derved er forundersøgelsen medfinansieret af Den Europæiske Union.
Dels har energiselskabet Andel Holding A/S bidraget med andre 200.000 kroner. De to donationer skal finansiere henholdsvis varmedelen og el-delen i forundersøgelsen.
Bestyrelsen har derfor tegnet kontrakt med rådgivervirksomheden EBO Consult A/S, der har speciale i energiløsninger.
Virksomheden skal udarbejde en forundersøgelse, som skal ligge klar i december, men allerede i september ventes en foreløbig konklusion, der kan præsenteres for medlemmerne.
Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen til et borgermøde, når de foreløbige konklusioner af forundersøgelsen ligger klar. Mødet finder sted onsdag 27. september kl. 19.00 – i Sydstevns hallen.
Vi hører rigtigt gerne fra alle borgere og virksomheder på Sydstevns!
Carl Skou