Nu skal vi i gang med at dele lokal strøm på Sydstevns
Et energifællesskab skal have et solidt anker
Kristian Thorsen fra firmaet StrømFordel ApS var på besøg til bestyrelsesmødet i Rådhuset d. 8. august. Hans firma kan noget som intet andet firma i Danmark kan, nemlig at dele overskudsstrøm via det offentlige elnet mellem naboer. Sydstevns Energifællesskab undersøger derfor muligheden for indgå en aftale med StrømFordel ApS, der sammen med EBO Consult skal stå for korrekt afregning af strøm blandt andelshaverne, afregning af tariffer og afgift til staten, samt køb/salg af el fra elnettet. StrømFordel ApS og EBO Consult A/S skal sammen sikre, at andelshavernes strømforsyning og – forbrug bliver professionelt og sikkert administreret og afregnet i henholdt til lovgivningen.
Fastsættelse af prisen for strøm
Vi vil om kort tid sende en anmodning ud til alle 119 andelshavere for at bede om fuldmagt til at StrømFordel kan få adgang til jeres historiske strømproduktion og -forbrug i datasystemet ”Datahub”. Vi skal have fastlagt hvad vi kan betale til private solcelle-ejere og vindmølle-ejere for strøm og hvad andelshaverne skal betale for den strøm, der bliver delt inden for energifællesskabet.
For at kunne gøre det er det nødvendigt at kende produktionsmønsteret og forbrugsmønsteret for så mange andelshavere som muligt, for at finde en fair pris for alle parter.
Det vil være en fuldmagt, som let kan afgives med MitID via et link i en mail fra os.
Når StrømFordel og EBO Consults analyse er tilendebragt, kan bestyrelsen fastsætte prisen på strøm og de endelige leveringsbetingelser. Dette arbejde skal foregå i august og ind i september.
Vi starter deling af strøm … snart
Når bestyrelsen har godkendt priser og leveringsbetingelser, så starter vi op ved at hver enkelt andelshaver vil blive kontaktet med et tilbud om at skifte el-leverandør til Sydstevns Energifællesskab. Hvis andelshaveren ønsker at være med, skal kontrakten underskrives og andelsindskuddet skal indbetales. Så klarer vi resten.
Det bliver et historisk øjeblik!
Andelshavere har ifølge vore vedtægter en bindingsperiode på 6 måneder og kan derefter komme ud af aftalen 2 måneder efter opsigelse.
Hvis du vil være med til at tage ansvar for den grønne omstilling her på Sydstevns, og ikke har meldt dig som andelshaver endnu, så er det ikke for sent. Brug linket her til at anmode om at blive andelshaver. Andelsindskuddet er fastsat til 2.000 kr.
Sten Mortensen tilknyttes Sydstevns Energifællesskab som daglig leder
Med de nye midler fra Landdistriktspuljen har vi fået mulighed for at tilknytte Sten som daglig leder på halv tid ét år frem. Sten har lagt et stort arbejde i, at vi er nået hertil og vil gerne kunne dedikere endnu mere af sin tid til at realisere de store visioner.
Vi forventer, at aktivitetsniveauet skal op i den kommende tid og jeg ser at dette skridt får stor betydning for vores videre udvikling. Bestyrelserne ser frem til den tid der ligger foran os og det nye samarbejde.
Det betyder naturligvis, at Sten trækker sig fra sin bestyrelsespost i foreningen og fra sine næstformandsposter i de 2 andelsselskaber.
Den Sikrede Institution Stevnsfort
Region Sjælland har besluttet, at varmeforsyningen på den sikrede institution Stevnsfort skal omlægges fra naturgas til varmepumper (luft-vand eller jordvarme) inden udgangen af 2025.
Vi har i Sydstevns Energifællesskab derfor været i kontakt med Region Sjælland og deres rådgiver. På den baggrund bliver det nu lagt op til beslutning i Regionsrådet, om en fællesløsning med naboerne i Boesdal baseret på termonet også kan være en mulighed, der skal undersøges og beregnes.
Planen er at sagen skal behandles i Udvalget for Grøn Omstilling, Bæredygtighed og Miljø d. 11. november og herefter af Forretningsudvalget d. 12. eller 26. november.
Der er i Boesdal 30 husstande, hvoraf 15 har givet SSEF en interessetilkendegivelse for ny varmeforsyning.
Afrapportering til Energistyrelsen af projektet ”Et fyrtårn mere på Stevns” – del 1
Det oprindeligt ansøgte projekt er afsluttet rettidigt 30. juni. Vi søgte den 18. juni perioden forlænget til 30. september for at nå at validere StrømFordels software i praksis. Samtidig bad vi om, inden for budget, at måtte overføre ubrugte SSEF-midler til rådgiver som delvis dækning af dette merarbejde. Begge dele blev godkendt af Energistyrelsen den 21. juni.
Vi mener selv at vi har nået og har opfyldt alle de 7 delmål inden 30. juni, som vi havde stillet Energistyrelsen og os selv i udsigt. Derfor indsender vi nu del 1 af afrapporteringen til Energistyrelsen og starter processen med at få pengene hjem i kassen.
Høringssvar fra SSEF til varmeforsyningsloven
Foreningen har sendt Energistyrelsen et høringssvar til det lovforslag, der er indgået en politisk aftale om inden sommerferien og som undtager termonet fra varmeforsyningsloven.
Det har som konsekvens at vi i landdistrikterne bliver ladt i stikken uden mulighed for kommunal garanti til de store investeringer til fællesløsninger. Det vil alt andet lige gøre det dyrere for os og stille os dårligere i konkurrencen mod individuelle løsninger.
Ib Grønvaldt har læst alt materialet til lovforslaget meget grundigt og påpeger, at undtagelsen af termonet fra varmeforsyningsloven bygger på en lodret forkert forståelse af hvor varmen kommer fra i anlægget. Termonet er et geotermisk anlæg. Punktum. Vi har været i kontakt Termonet Danmark, som er en landsdækkende organisation, der arbejder for den grønne omstilling i landdistrikterne. De er enige.
Det er også på baggrund af denne forkerte information til politikerne, at denne politiske aftale er indgået.
Med vort høringssvar vil vi sikre, at politikerne er klar over, at det har indgået en aftale på et forkert grundlag, når lovforslaget skal stemmes igennem i Folketinget efter sommerferien.
Vort høringssvar er sendt til samtlige partiers ordførere for henholdsvis landdistrikter og klima og energi.
På vegne af bestyrelserne, holdet bag og vore ambassadører, ønsker jeg jer alle fortsat god sommer.
Carl Skou
formand